Vision:
Jeg ser et hvidt lys bevæge sig ned fra himmelen - mellem skyerne. Jeg kunne mærke Guds nærvær, Faderens, Sønnens og Hellig Åndens
Vision:
Så kommer en hvid Stjerne til syne ud af dette hvide Lys.
Vision:
Jeg så denne hvide Stjerne flytte sig af sig selv op til skyerne. Det næste jeg ser, er denne hvide Stjerne der svæver over en stor hvid sky.
Jeg vidste, at dette var toppen af en atombombe eksplosion, fordi jeg kendte skyens form. Så lod jeg som om, at jeg ikke vidste hvad det var. Gennem visionen vidste jeg, at det var Jesus Kristus der talte til mig, men jeg kan ikke forklare, hvordan jeg vidste dette. Jeg vidste bare, hævet over al tvivl, at det var Ham. Han talte til mig ved at placere tanker i mit sind. Der blev ingen lyde udvekslet. Vi kommunikerede gennem sindet. Alt dette skræmte mig, fordi jeg i virkeligheden aldrig havde haft en vision som denne før. Jeg husker, jeg var så bange, fordi jeg vidste hvem der talte til mig, og jeg kunne ikke lide det jeg så. Jeg gjorde alt jeg kunne for at undgå emnet vedr. paddehatte skyen, men Han var ikke til at rokke fra denne paddehatte-vision. Hele denne paddehatte-vision må have foregået femten eller tyve minutter, pga. det, at jeg konstant prøvede at undgå emnet. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg gav op, og han viste mig det hele.
Vision:
Jeg kunne se Stjernen ovenover den atomare explosion. Jeg var så skræmt,
at jeg begyndte at græde. Så blev jeg sur på Ham, og jeg sagde til Ham,
at Han skulle vise mig det hele, uden omsvøb, og ikke holde noget tilbage. Det næste Han viste mig,
var en klar plade af glas med bobler på overfladen.
Denne vision, af en klar glasplade, gjorde mig endnu vredere, fordi efter at have set
en atombombe eksplosion, blev der mig forevist noget der ikke gav nogen mening. Det næste,
som jeg fik forevist, var jordoverfladen. Mens jeg kiggede på overfladen, åbnede den sig, og
en stor krystal kom op. Den var omkring en fod i diameter og omkring atten
tommer høj - med en skinnende hvid spids på toppen.
Krystallen, med spidsen på toppen, gav hellere ingen mening, men så ændrede denne krystal sig til Pentagon bygningen i de Forenede Stater.
Så ændredes denne isvaffel-facon sig til det Syd-Amerikanske kontinent.
Vision:
Herren viste mig landet Holland ved at vise mig en vindmølle.
Vision:
Så viste Han mig landet Egypten ved at vise mig den Egyptiske Sfinks.
Vision:
Pludselig ser jeg tre pyramider flyve i luften. Jeg kunne se dem fra undersiden.
Vision:
Det næste billede var af en kæmpestor sort sky der bevægede sig fra venstre mod højre. Så kom en massivt Hvid Sky til syne der bevægede sig fra højre mod venstre. Disse to skyer mødtes i midten, og den Hvide Sky opslugte den sorte sky.
Vision:
Derefter blev skyen smukt lyseblå - med en skøn regnbue i skyen. Jeg kan ikke forklare det, men jeg følte fred, og alt det jeg kunne se var i fred.
Vision:
Det næste billede overraskede mig, fordi jeg var ude i det ydre univers, og jeg kunne se
planeten Jorden. Ud af intet kom en varm sort sten til syne. Jeg kunne se den sorte
ydre overflede med dens indre røde kerne - glødende skinnende rød. Da den
sorte sten ramte planeten Jorden, hoppede den på landene, kontienterne og staten
Texas, som jeg havde set tidligere i visionen.
Vision:
Alt var fredfyldt for et sekund, så skød der ud af intet en enkelt stråle af
lys - gennem det ydre rums mørke. Så var der en anden stråle
af lys der bevægede sig mod planeten Jorden. Så kom der en til, og før
jeg kunne fatte hvad der foregik, var det ydre rum fyldt med disse lysstråler.
De bare brusede over planeten Jorden, ligesom regn, og overdængede hele overfladen.
Vision:
I det næste billede kunne jeg se jorden, sådan som man kan se den fra det ydre univers.
Den så så smuk ud, med dens hvide skyer og blågrønne vand; jeg kunne
endog se vejrmønstrene. Jeg ved ikke hvorfra Jesus Kristus kom,
men Han stod lige ved siden af mig, mens jeg stod og betragtede planeten Jorden. Så,
pludselig, forsvandt planeten, og alt det jeg kunne se var det sorte univers.
Jeg husker, at jeg argumenterede med Kristus, fordi planeten bare sådan forsvandt til ingenting.
Han viste mig planeten to gange mere, og hver gang svandt den ind til ingenting. Dette rystede mig
virkelig, for jeg blev ved med at argumenterede med Ham.
Vision:
Så kom der ud af intet en ny planet til syne, men denne planet var tre eller fire
gange større end planeten Jorden. Den havde et klart hvidt lys på ydersiden -
med en mørk midte.
Vision:
På dette tidspunkt vidste jeg ikke hvad jeg skulle tro, så jeg sagde til Kristus,
»Jeg tror ikke på dette. Jeg vil selv gå ned dér og se hvad der er dernede.«
Det næste der skete var, at vi begge begyndte at dale ned mod planeten. Da
vi entrede den ydre skal, var alt det jeg kunne se nogle hvide skyer, der bevægede sig
gennem luften, men de var ikke som de skyer jeg var vandt til at se. Den
faktiske planet kunne ikke sees, fordi disse hvide skyer dækkede hele
planeten. Disse skyer var individuelle, de syntes at have deres egne særegne
bevægelser, - hvert af dem var separat fra hinanden. Det der faldt mig ind var,
at disse var individuelle ånder, og ikke skyer overhovedet, men jeg vidste det
virkelig ikke. Dette skete alt, mens Kristus og jeg dalede ned til planeten,
og siden jeg ikke kunne se noget, sagde jeg til Ham, at jeg ikke troede på det, og
jeg bad Ham tage mig længere ned mod planeten.
Vision:
Det jeg så var et enormt Hvide Lys i luften over en stor masse af vand. Dette vand havde ingen krusninger eller bølger. Det så ud som én kæmpemæssig flade af glas.
Vision:
Gennem min samtale med Kristus blev jeg ved med at fortælle Ham, at jeg ikke troede
dette, for der var intet fastland eller noget fejlbehæftet. Det hele var så usædvanligt, fordi
vi stod på vand. Så, uden varsel, lige der hvor
vi stod, kom den spidse ende af en isvaffel-formet tingest - som jeg havde set tidligere -
til syne op af vandet. Spidsen først, uden at lave nogen
krusninger i vandet, lige ved siden af os. Den vokste og vokste, indtil den var et bjerg -
måske en mil høj. Så, uden varsel, forsvandt Kristus,
og visionen stoppede.
