Mt. Diablo

Nedenfor ses Mt. Diablo i Contra Costa County, California blive Salvet, 2. december 1990.

Fotografier af vidnerne ved Mt. Diablo Salvningen 2 december 1990.

Et fotografi af Mt. Diablo Regnbuen den 2 december 1990. Dette er en af Tre Regnbuer der dukkede op efter at vi Salvede Mt. Diablo.

Læs HELE HISTORIEN (vidnesbyrdet) om hvordan profetierne begyndte hos Raymond Aguilera fra Hellig Ånden.

Mt. Diablo Profetiet og Vidnesbyrd.

2. december 1990,

(Den er 06:29 AM, 10 april 1993, i morgen er Påske søndag, og jeg skal til at dokumentere begivenhederne der fandt sted 2 december 1990. Jeg troede at jeg havde optaget det på bånd, men det ser ikke ud til at jeg finder noget bånd. Så jeg vil prøve at genkalde alt så godt som jeg kan.)

Jeg sov, og Herren vækkede mig og sagde: »Jeg ønsker at du skal gå til Mt. Diablo. Jeg vil at du skal salve Bjerget med olie. Der vil være femten tusind Engle der, og vær ikke bange, for han behøvede vidner.« »Annoncer dette i de enliges gruppe fredag aften.«

Min søster og jeg gik i en Four Square Kirke der havde en gruppe for enlige fredag aften. Så jeg fortalte min søster om profetien; og næste fredag aften bød muligheden for at sige noget sig. Jeg fortalte profetien for de enlige i Kirken.

Men Herren havde sagt: »Fortæl dem ikke hele historien. Fortæl dem at Jeg ønsker folk der kan gå til Bjerget, for at bede, og at femten tusinde Engle vil være der. Det er det hele. Du vil blive vejledt og beskyttet af Englene på Mt. Diablo, og forklar ikke flere detaljer førend du er kommet dertil.«

Detaljerne var at Han kom til at tage Mt. Diablo fra djævelen. At djævelen havde ni steder på planeten som han havde tilladelse til at bruge, eller havde brugt for tusindvis af år. Stederne, tror jeg, var højtliggende steder. Jeg ved det ikke rigtig, men Satan kørte sine operationer fra disse steder. Jeg gætter at Mt. Diablo var et af disse steder.

Han sagde: »Vær ikke bekymret om hvem der går. For jeg ved præcis hvem der vil være der. Vær ikke bekymret om én, to eller hundrede personer går med dig. Jeg behøver vidner til at bevidne det jeg kommer til at gøre.«

Han ville komme til at opsige djævelen fra dette bjerg. Vel, dette bjerg ligger i costa County i California, i den østre del af San Fracisco bugten.

En Kristen ven og jeg opdagede en mindetavle på toppen af Mt. Diablo i 1992, der sagde at Indianerne plejede at tilbede og ofre der så langt tilbage som for fem tusinde år siden. Bjerget er altid blevet associeret med en eller anden slags ondskab. Såvidt jeg forstår, så var der en præst, i atten hundrede, der så djævelen der på toppen af en sten, mens han bad, og siden den dag er det blevet kaldt Mt. Diablo (Djævelens Bjerg). Jeg er ikke helt sikker i hele historien, men jeg gav profetien til gruppen af enlige, og sagde at vi kom til at gå derhen på næste søndag, og om nogen ønskede at gå, skulle vi mødes på Kirkens parkeringsplads.

Jeg spurgte Herren: »Hvor på bjerget skal vi salve det?«

Han sagde: »Det kommer jeg ikke til at fortælle dig. Den person der passer mixerpulten i Kirken, den person du talte med for flere uger siden om Mt. Diablo, han ved præcis hvor bjerget skal salves. Og salv bjerget hvor han siger dig.«

Gennem denne tid fik jeg al slags reaktioner fra folket i Kirken. De begyndte at kigge efter mig som om jeg var skør. De tænkte at jeg var blevet sær. Jeg fik opringninger fra mennesker i kirken der bad mig holde mund, og om at jeg ville blive straffet, og at jeg skulle holde mund om alt dette her. Det der var så morsomt var, at dette skulle hedde sig for at være en solid karismatisk Four Square Kirke. Jeg fik alle mulige slags reaktioner fra venner, men jeg var ligeglad, jeg gjorde det som Herren sagde.

To dage senere, på søndag, 2 december 1990, gik min søster og jeg til Kirken, uden at vide hvem der ville være der, eller om nogen ville være der.

Herren sagde: »Der vil være musik. Det kommer til at blive en dag af lovprisning i Himmelen og på Jorden. Jeg kommer til at gøre krav på at få tilbage de ni steder på Jorden, som Satan besidder, og har brugt i årtusinder. Mennesker kommer til at blive lægt på denne Dag, og der kommer til at ske mirakler over hele verden, og jeg behøver vidner til denne begivenhed.«

Så min søster og jeg kørte til Kirken, uden rigtigt at vide om vi ville komme afsted, eller om lyd-manden ville gå. Jeg havde ikke snakket med ham i flere uger, og vi vidste ikke hvor dette særlige sted var, som Herren ønskede salvet, fordi denne unge mand var den eneste der vidste det. Jeg var bange for at tale med ham om dette, på grund af al den røre der var omkring denne Mt. Diablo bønnetur. Jeg vidste at der var en masse snak om dette i inderkredsen af enlige-gruppen i Kirken, om hvad vi skulle til at lave på Mt. Diablo. Det strejfede mine tanker, at lyd-manden kunne have hørt om al denne røre om Mt. Diablo, og ikke ville komme. Imidlertid, da min søster og jeg var kommet til Kirken, så vidste han ikke bare hvorhen vi skulle, men han havde tegnet et kort, og havde laved kopier til alle der ønskede at gå.

Jeg ringede til nogle få mennesker før søndagens tur, men ingen syntes at være interesseret i at gå til bjerget. Min søster sagde, »Måske bliver det bare dig og mig.« Så vi ventede, og folk begyndte at dukke op; vi blev ni mennesker, fire mænd og fem kvinder. Jeg tror der var fem menigheder repræsenteret.

Herren havde sagt: »Der kommer til at være musik.«

Men af de ni mennesker der var der, var der ingen der havde noget der repræsenterede noget slags musik. For det første var der kun ni mennesker, så vi ventede så længe vi kunne, og så forlod vi stedet, sidst i køen af en række biler. Mens vi kørte ud af kirkens parkeringsplads så vi Doug - fra enlige-gruppen. Min søster sagde: »Stands bilen!, der er Doug.« Så vi vendte om til parkeringspladsen.

Vi kørte tæt hen til Dougs' bil, og han henvendte sig til os. Han spurgte om alle var taget af sted til bjerget. Vi sagde »Ja«, og at vi var vendt tilbage for ham. Han spurgte om han kunne komme med os. Vi sagde »Ja«. Så spurgte han om det var i orden at han tog sin guitar med, fordi dørene i bilen ikke kunne låses, og han tænkte at nogen kunne stjæle den. Min søster og jeg bare gloede på hinanden, fordi vi vidste at Herren havde sagt at der ville være musik. Vi smilede til hinanden og sagde, »Ja, absolut«. Jeg vidste at min søster var fyldt af glæde fordi alt var sket præsist som Herren havde sagt, - lige til musikken, og alt dette skete foran vore øjne.

Så drønede vi afsted for at indhente de andre der var taget afsted. Vi kom alle frem på samme tid, og lyd-manden ledte os ti op ad denne bjergsti. Jeg husker denne unge kvinde der brokkede sig hele vejen op. Hun blev ved med at sige at nu tog hun ikke ét skridt mere. Hun ønskede ikke at gå længere, og brokkede sig om ditten og datten, og hun gik videre og videre. Hun lavede en sådan ballade over afstanden, at hun næsten fik overtalt lyd-manden til at standse, og bare salve et eller andet sted på bjerget - andet end det sted som Herren ønskede.

Jeg sagde til lyd-manden at han skulle gå der hvor Herren sagde, selv om det var højere oppe ad stien, uanset hvad. Det blev så galt med denne dames brok, surmulen og ballade, at en af de andre kvinder standsede op og spadserede langsomt sammen med hende mens vi andre fortsatte. Hun brokkede sig, fordi oprindeligt havde lyd-manden sagt at det kun var tale om en kvart mil op ad en veldefineret sti, og så vidste det sig at være en to mils' spadseretur op ad en bjerg-sti.

På vejen op var der nogle af os der sang prisninger til Herren, og lovpriste mens vi gik. Vel, vi kom frem, og jeg delte med dem hvad Herren havde sagt om Englene, og vi gav alle en slags vidnesbyrd om hvorfor vi var kommet op på bjerget. Så fortalte jeg dem årsagen til at Herren ønskede os der. At han skulle til at kræve bjerget tilbage. At der ville være tegn og undere over hele jorden på denne dato.

Jeg forklarede at Herren havde sagt, »Køb en flaske olivenolie, og bryd ikke forseglingen før bjerget skal salves. Olien skal hældes ud på jorden i form af et kors - i den retning som lyd-manden ønsker. Han vil vide hvor olien skal hældes ud, og dens retning.«

Så spurgte jeg lyd-manden: »Hvor ønsker du det henne?« Og han sagde: »Jeg tror det skal være i den retning, og vende denne vej.«

Så efter at vi havde bedt, og havde salvet hinanden på panden i Faderens, Sønnens og Hellig Åndens Navn, tog jeg flasken med olien og hældte resten ud i form af et stort Kors, i den retning som lyd-manden ønskede.

Da sagde Herren: »Vend bunden af flasken i vejret og plant den ved toppen af Korset, og lad den forblive der i jorden med bunden i vejret, og lad al olien blive opsuget af jorden.«

Så gjorde jeg det, og vi begyndte at synge sange. Så sagde lyd-manden: »Jeg tror at vi skal gå til kanten af dæmningen og se mod vest og klappe i vore hænder, for djævelen kan ikke lide lyden af håndklap.« Så vi flyttede os alle ti til kanten af dæmningen og begyndte at klappe, mens vi havde retning mod fjordsiden af bjerget, og vi klappede, jublede og fløjtede. Så sagde en af de unge damer, at Herren ville komme til at give alle hvad deres hjerter ønskede.

Vi stod der og klappede ud i luften, og min søster begyndte at skrige og råbe mens vi kiggede op på himmelen. Hun sagde der var en regnbue på himmelen. Dette var omkring klokken to, søndag eftermiddag, 2. december 1990. Jeg husker at jeg så intet uden mørke skyer på himlen. Det havde ikke regnet, men der var en samling af mørke skyer på himmelen mod vest. Men da min søster begyndte at skrige og hoppe op og ned blev alle ophidsede, og begyndte at kigge op på himmelen.

Det der dukkede op ud af intet var en lille regnbue. Det var ikke en fuld regnbue, det var bare en meget lille regnbue. Alle kiggede, og kiggede, og ingen kunne se den undtaget hende. Så var der en anden der så den. Så, inden længe, kunne alle se den. Så gik allesammen amok med skrig, råb og prisende Herren. Ud af intet dukkede en anden regnbue op, og vi begyndte allesammen virkelig at råbe, skrige og hoppe. Vi stod faktisk og så undere på himmelen. Så dukkede en tredje op. Der var tilsammen tre små regnbuer tæt ved nogle skyer, mens vi betragtede de større mørke skyer bevæge sig mod syd. Disse tre regnbuer var der stadig på vest-himmelen, i retning mod solen.

Vi alle ti bare flippede helt ud over alt dette her. Det var bare så utroligt. Ingen af os kunne tro dette der var kommet til syne ud af intet, mens vi stod og kiggede i den retning Korset pegede, mod vest ved kanten af dæmningen. Det var helt vildt, og opfyldte den aften på Mt. Diablo. Vi var alle ophidsede fordi vi så et mirakel, og Doug, ham der havde taget guitaren med, viste sig også at have medbragt sit kamera. Så han havde mulighed for at fotografere en af de små regnbuer. Dette gav os bevis for at dette ikke var noget vi havde fundet på, og en bekræftelse af det der var sket. Vi tog også billeder af os allesammen på bjerget. Det var en forbløffende eftermiddag.

Herren sagde til mig: »Jeg har brug for vidner, og jeg er stolt af denne lille gruppe der kom. Du har været lydig. Jeg elsker dig. Du har rørt Mit Hjerte. Jeg behøvede vidner til at bevidne opsigelsen af djævelens styrker på Mt. Diablo. Det samme vil ske over hele planeten - på alle ni steder. 2. december 1990 vil blive begyndelsen til den store krig i Himmelen og på Jorden. Begyndelsen til enden er ved hånden. Nu er Satan luftrummets djævel. For nu har han intet sted at hvile sit hovede.«

Jeg husker da vi ti gik tilbage til vore biler; der var en anderleder atmosfære omkring os. Vi var alle glade og lykkelige, men der var en stilhed, for vi vidste hvad vi havde set og havde oplevet. Vi vidste slet ikke hvad der var ment med dette udtryk »Se på himmelen«. Og her, år senere, så ved jeg det stadig ikke rigtig.

Jeg vidste ikke engang at djævelen havde ni territorier på planeten. Omkring seks måneder senere havde en af de unge damer, der havde været med os på Mt. Diablo, fundet en artikel i et kristent magasin der påstod at der var en gruppe kristne mennesker der var taget på vandretur ind i krat-skovene i Australia, og havde salvet en stor djævle klippe. Dette var blevet gjort nogle uger efter at vi havde salved Mt. Diablo. Denne artikel hun fandt, gav os en anden bekræftelse på, at det som Herren havde sagt var sandt. Dette var måske uger senere, men det tog dem betydelig tid at nå frem til denne djævle klippe.

Dette var bare to af bekræftelserne. Vi hørte også i radio-nyhederne, at tidevandet var usædvanlig højt den dag, og at de vidste ikke hvorfor. Der var også annonceringer i radio-nyhederne om, at folk havde set usædvanlige lys på himmelen for omkring en uges tid. Jeg havde endog held til at se ét af disse nat-lys på himmelen.

Jeg ved at vi delte denne oplevelse med en pastor, men han kommenterede det aldrig. Jeg har delt dette med andre pastorer siden da, men de kigger bare på mig som var jeg tosset. Men vi ti mennesker der gik til bjerget den eftermiddag ved at: »Noget skete.«

Men det eneste Herren blev ved med at sige til mig var, »Se op på himmelen, se op på himmelen.«

Gennem denne tid begyndte jeg rigtig at få stærk modstand fra denne protestantiske Four Square kirke som jeg gik i. Jeg fik at se ting som jeg aldrig havde set før, og særlig pastoren blev ved med at sige til mig, »ligemeget hvad du ser eller hører, - du snakker med demoner. Lyt kun til mig, for jeg er din åndelige autoritet«. Det lød som om han blev ved med at sige: »Hør kun på mig, ikke lyt til Gud«, - er hvordan jeg opfattede det. »Lyt til os, fordi vi ved hvad der er bedst for dig.«

Denne bønnetur til bjerget fandt sted 2. december 1990, efter kirketid. Så, den 3. december 1990, den følgende morgen ved ni-tiden lå jeg og sov, og jeg vågnede, og det næste jeg vidste var, at min mund begyndte at tale i mærkelige sprog. Lad mig forklare noget her, (I) denne her fyr, i denne del af sit liv, troede ikke på tungetale, bønnesprog, eller hvad du vil kalde det. Jeg husker denne ene pastor, der vedblev at fortælle mig, at jeg skulle bede om tungetalen, fordi det ville hjælpe mig i alt der kunne ske i mit liv, - måneder før jeg modtog denne gave - tungetalen.

Jeg sagde til ham, at jeg ikke troede på dette, og at jeg ikke behøvede den. Men han sagde at jeg behøvede den, og at jeg skulle optage alt der skete, fordi jeg ville glemme det. Og nu, ved klokken ni, 3. december 1990, begyndte min mund at lave alle mulige mærkelige lyde. Jeg havde aldrig bedt om det, og jeg havde aldrig bedt for det. Jeg troede ikke engang på det, og for de næste seks timer, så begyndte jeg bare at bede i forskelle sprog. Jeg optog det på bånd, fordi denne pastor bad mig om at holde en journal. Så jeg havde denne lomme-optager tæt ved min seng, fordi der skete så mange ting, og så hurtigt, at jeg ikke vidste hvad jeg kunne forvente som det næste.

Herren plejede bare at vækkede mig op, og så begyndte jeg at tale i tunger i to timer. Så ville han lade mig sove i to timer, og så ville han vække mig, og jeg ville tale to timer mere. Så ville han lade mig sove to timer, så vække mig, og jeg ville tale i to timer mere. Dette foregik i tre dage. Jeg gik ikke på arbejde. Jeg stod ikke ud af sengen, undtagen for at gå ud på toilettet, jeg husker ikke engang om jeg spiste noget. Men i tre dage talte jeg i alle slags sprog. Jeg kan ikke engang huske hvor mange sprog der var.

Men jeg dokumenterede nogle af de Profetier der blev givet til mig den dag. Alt dette her var bizart, men virkeligt. Min Kristne vandring tog et nyt skridt, i en retning som jeg ikke ønskede at gå. Jeg forstår ikke tunger. Jeg ved at de til tider løfter min ånd op, når fjenden slår mig ned. Disse sager er bare overvældende, men nu finder jeg, at jeg beder i time efter time i tunger. Jeg beder mere i tunger end på engelsk. Jeg tror min ånd ved hvad jeg har brug for. Jeg var aldrig særlig god til at bede.

Så vokste presset fra Kirken på grund af Profetierne, visionerne og lignende ting.

Så sagde Herren til mig: »Skriv ned og send kopier af denne Profeti med posten.«

Efter denne anmodning begyndte det virkelig at blive hedt for mig i Four Square Kirken. For jeg gjorde det, og sendte dem der hvor Han ønskede. De faktiske Profetier i tunger begyndte 3 december 1990, dagen efter at jeg gik til Mt. Diablo, sammen med fem kvinder og fire andre mænd, for at være et vidne, og se vores mirakel med de tre små regnbuer.

For mig personligt, så ved jeg hvad sandheden er. Dette er for mig selv, men andre må tage en bestemmelse for sig selv. Jeg ved ikke hvornår dette her kommer til at holde op. Jeg husker at en pastor fortalte mig, at sommetider kunne det fortsætte i to eller tre dage, - måske en uge, men dette her har varet i tre år, og de sataniske angreb, Visionerne, Profetierne og al slags personlige mirakler, synes bare at fortsætte.

Jeg husker, i sommeren 1992, da Profetierne kom i et antal af to til fire om dagen, at den åndelige krigsførsel var så intens, at jeg fandt mig selv i konstant bøn på grund af de sataniske angreb. Jeg plejede at forsegle mit hus hver aften med et hegn af troner der var gennemblødte med Jesu blod. Og jeg bad til Herren om, at Han skulle dække væggene og loftet med Jesu Blod. I denne tid havde jeg udlejet et rum til en mand der hedder John. En uge gik vi til en kirketjeneste der var midt i ugen. John, min bønne-partner og jeg, standsede ved en restaurant for at spise efter kirketjenesten, og John fortalte os at han havde haft en svær tid med at sove de sidste tre dage. Han sagde, at han var bange for at jeg skule blive vred på ham. Han sagde at han blev ved med at se blod komme ud af væggene og ud af det nye tæppe på sit rum. Han tog et håndklæde og forsøge at tørre blodet op, men det kunne ikke, fordi det fyldte hele rummet. Han var nødt til at gå udenfor og vente i timevis lige til morgenen kom, fordi han var bange og tænkte at jeg ville lade ham betale for skaderne på det nye tæppe, men om morgenen ville blodet være forsvundet.

Jeg husker at jeg så på min bønnepartner og tænkte på min natlige åbningsbøn, og ved hans blik, så vidste jeg at han tænkte det samme. Senere, så delagtiggjorte John mig i, at han havde oplevet andre åndelige ting før i tiden; engang var da hans kone næsten døde. Jeg var forbløffet, fordi dette var første gang jeg havde hørt om nogen der havde set præcis denne type bønner blive synlige for deres øjne

Eksempler på andre ting der er sket:

1. Jeg var med i et trafik-uheld hvor min bil blev ramt solidt ind i siden, og intet skete med min bil.

2. Bede for en vandkilde, hvor grunden rystede en uge senere uden varsel, og at have oversvømmelse i min baghave fra en ukendt kilde, - om sommeren gennem en tørke der omfattede hele staten. Vand-kompagniet analyserede det, og stadfæstede, at vandet ikke kom fra dem.

3. Penge der kommer til den rette tid, og på rette sted.

4. Folk der hjælper med udstyr og viden.

5. Arbejdere på posthuse der betaler for frankeringen, til brevene med profetier, og så mange andre ting der er sket som jeg ikke ved om, og som jeg ikke kan forklare.

Angrebene fra kirkeledere, fra gamle venner, - endog familiemedlemmer. Vandre alene, og føle mig alene, dog at der er mange mennesker der går i forbøn for mig, endog folk jeg ikke kender. Alt dette føles meget mærkeligt.

Tilføjet kommentar: Af de ti personer der gik til bjerget, er der på grund af Kirkens forfølgelse og Kirkens reaktion på profetierne, fem af de ti personer, der gik op på bjerget, der har brudt forbindelsen til mig.

For hovedpastoren begyndte faktisk at lyve, og sagde ting om mig der ikke er sande, - uden at nævne mit navn. En søndag antastede hjælpepastoren mig, og sagde at de ikke ville tillade mig at komme i kirken, hvis ikke jeg underlagde mig hovedpastoren, og holdt min mund lukket. Hovedpastoren prøvede endog at få mig arresteret på et tidspunkt, i et kirkemedlems hjem.

Dette er min historie. Læs Profetierne, se, bedøm, og bed, og bed at Herren vil åbenbare dig Sandheden, for det er ikke mine Ord. Jeg har ikke intelligens nok til at sætte det sammen, fordi for meget kom for hurtigt, og faktisk så kan jeg ikke skrive særlig godt. Jeg gætter det var det hele. Gud velsigne dig.